En mulig dansk Europamester i ICA Junior

Michael K. Christensen er i skrivende stund formentlig i gang med træningen op til EM for ICA Junior, som køres i Sarno, langt nede i det sydlige Italien den 3-4. september. Efter sin sejr i det nordlige kvalifikationsløb, hviler der et vist pres på de unge skuldre.

Her er Michael K. Christensen med sin pokal for sejren i kvalifikationsløbet. Foto: euroteam.as. Det bliver spændende at se om han får pokal med hjem fra Sarno også.

Michael kører på sin tredje og sidste sæson i ICA Junior, og med de meget flotte resultater han har præsteret i klassen, er vi helt sikkert mange, der synes han har fortjent at krone værket med det største, der kan nås i ICA Junior – et europamesterskab.

Der er dog ingen tvivl om, at Michael får meget hård kamp på den 1.542 meter lange bane i det sydlige Italien, tæt ved den smukke Amalfi kyst og vulkanen Vesuv. Det er en af de meget svære baner i Italien – ikke mindst for de Nordeuropæiske kørere, da der kommer ekstremt meget greb i banen. Michael har tidligere haft det svært på banerne med ekstremt meget greb i, men ifølge EUROTEAM er han velforberedt og i topform, så vi håber det bedste.

Deltagerne i Europamesterskabet er udtaget via de tre kvalifikationsløb i regionerne: Northern, Central og Western. Løbene blev kørt i hhv. Rudskogen i Norge, Sosnova i Tjekkiet og i Salbris i Frankrig. De 24 bedste fra hvert kvalifikationsløb er gået videre til finalen, så der er altså i alt 72 deltagere, der skal kæmpe om den endelige titel.

Herunder kan du se 15 af konkurrenterne – nemlig top 5 fra hver af de tre kvalifikationsløb. En af de nærmeste konkurrenter til Michael er iøvrigt hans teamkammerat fra P.D.B. Racing Team, russeren Evgeny Novikov. De 72 konkurrenter kommer fra i alt 18 forskellige lande.

Northern RegionCentral RegionWestern Region
1. Michael K. Christensen, DK
2. Evgeny Novikov, RUS
3. Laurens Vanthoor, B
4. Nigel Melker, NL
5. Esapekka Lappi, FIN
1. Zdenek Groman, CZ
2. Marco Zipoli, I
3. Markus Pommer, D
4. Péter Antonfeld, I
5. Andre Hauke, D
1. Charles Pic, F
2. Jose Cautela, P
3. Adrien Tambay, F
4. Athur B. Munne, E
5. Loic Reguillon, F


Fra Gokartweb.dk ønskes held og lykke til Michael!

Resultaterne af finalerne kan følges på www.cikfia.com

Scroll til toppen