Sæson 2021 var intet mindre end fænomenal for den unge sjællender, Marc Alexander Reistrup. Derfor var det selvfølgelig også passende, at Marc i starten af december modtog prisen og titlen som DASU Karting Talent 2021!
Prisen blev overrakt til Mark af Bo Baltzer, som er Elitechef i DASU. Prisen gives på baggrund af en sæson, hvor den blot 9-årige Marc har brillieret i Cadett Mini klassen, hvor han har tilegnet sig titler som Danmarksmester, Sjællandsmester og vinder af Dansk Super Kart. Derudover, har Marc også taget steppet ind på den internationale scene, hvor han har deltaget i bla. WSK, hvor han også sikrede sig flotte resultater.
Der er altså lagt vejen for en lys fremtid i sporten, og det er noget som Bo Baltzer ser frem til at følge med i:
“Marc er seneste eksempel på at danske kartingsport bliver ved med at producere store talenter. Det er selve grundlaget for dansk bilsports store internationale succes. Med stor støtte fra baglandet og planerne for de næste år på plads er jeg sikker på vi vil høre meget mere fra Marc, og han besidder de nødvendige kvaliteter for at få en lang karriere i motorsport“
Selv er Marc også beæret og glad over prisen:
“Jeg er bare helt vildt stolt, glad og taknemmelig over at have fået DASU Talentprisen. Det betyder virkelig meget, at DASU synes at jeg har talent og at jeg vil gøre alt for at bevise det ude på banerne!”
Om sæsonen fortæller Marc:
“Det har været en virkelig god sæson. Det har været spændende: Matteis (red. Stigsen) og jeg har været tæt i mange løb, men jeg har kæmpet og givet alt jeg kunne i hvert eneste løb“