Fra gokart til Formel 1?

Dan Suenson fra Aquila Racing Cars møder ofte spørgsmålet om, hvordan talentfulde gokartkørere bedst muligt fortsætter karrieren, og giver her sit bud på, hvorfor Formel Ford er et godt skridt på vejen.

Her er Kevin Magnussen i sin Aquila Formel Ford racer, som han vandt DM med i 2008. Foto: Aquila Racing Cars

Kan vi ikke tage springet direkte fra gokart til Formel Renault eller Formel BMW?

Dette spørgsmål hører vi ofte når de nye talenter fra Gokart sporten skal videre med deres karriere.

Tidligere fremhævede vi altid Jan Magnussen og Jason Watt som eksempler på folk der startede i Formel Ford og som fik en stor karriere i motorsport.

Argumenterne for nødvendigheden i at starte i Formel Ford gælder dog stadigvæk. Det er stadigvæk et meget stort spring at gå direkte fra Gokart til meget dyre formelbiler med vinger.

Unge kørere er nødt til at lære hvordan en racerbil opfører sig , og ikke mindst ændrer opførsel med meget små ændringer i opsætning, uden at dette kan blive skjult af høje downforce påvirkninger fra vinger på formelbiler.

Denne grundviden opnås bedst – og ikke mindst billigst – ved at starte i Formel Ford, hvor prisniveauet stadigvæk er langt billigere end på de meget dyre vingebiler.

Heldigvis er efterfølgerne til Jan Magnussen og co. da også gået gennem Formel Ford i deres karriere.


Marco Sørensen startede i Formel Ford i Danmark, inden han tog til England og fortsatte i den engelske Formel Ford serie, før han begyndte at køre Formel Renault og nu er endt som Renault F1 development Driver.

Ligeledes startede Johan Jokinnen i Formel Ford i Danmark inden han begyndte i formel Renault og i dag er tilknyttet Draco Racing , der samarbejder med Force India F1.

Jan Magnussen indså også vigtigheden af at starte i Formel Ford, da hans søn Kevin skulle starte sin karriere i formel bilerne, hvor han sammen med Aquila blev Danmarksmester i 2008.

Team Danmark og Dasu har flere tiltag i gang, bl.a. Ford junior Cup og Formel Ford Festival, for at tilskynde de unge kørere til at starte i Formel Ford. Der er flere teams i Danmark der meget gerne vil hjælpe nye unge kørere med at komme i gang, både med biler og gode råd. Derfor mener vi i Aquila, at den bedste vej for nye talenter går gennem Formel Ford.

Er man interesseret i yderligere information kan man kontakte Dasu eller klasserepræsentanten Niels Ejner Rytter på tlf. 40 51 24 93.

Scroll til toppen