Karvil Cup 2011 i weekenden d. 14/15 maj

Karvil Cup i Søndersø, som er et åbent løb med et lidt andet løbskoncept end det man normalt ser, køres i den kommende weekend for klasserne Cadett Mini, Cadett Junior, ROK-Junior, KF3 National og KZ2.

På billedet ses top 5 af lørdagens løb i Cadett Mini, ved Karvil Cup 2010. Fra venstre: Nr. 2 Casper Røes Andersen, Nr. 1 Christian Lundgaard, nr. 3 Mads E. Hansen, nr. 4 Asbjørn Forsberg Rasmussen og nr. 5 Mick Sørensen – Foto: Røes Andersen

For at sikre lave omkostninger og sikkerhed for ens dæk til alle, er der parc fermé dæk i ungdomsklasserne. Der leveres ét sæt dæk til hver om lørdagen, som der så køres på hele weekenden.
Prisen for tilmelding inkl. dæk er 1.350 kr. for Cadett Mini og Cadett Junior, mens den er 1.650 kr. for KF3 National og ROK Junior.

Der er ikke parc fermé dæk i KZ2. Her er tilmeldingsgebyret 1.550 kr.

Ved sidste års Karvil Cup, fik man set noget spændende race og igen i år har man fastholdt det anderledes løbskoncept.

Talent fight om lørdagen
Ved lørdagens løb køres der ikke tidtagning. Der trækkes i stedet lod om startplaceringen til 3 kvalifikationsheats. Lodtrækningen foregår på den måde, at hver kører trækker et nummer. Med udgangspunkt i dette nummer kommer hver kører til at starte i hhv. den forreste, midterste og bageste del af feltet i de tre kvalifikationsheats. Det samlede antal point fra kvalifikationsheatene giver startplaceringen til prefinalen. Resultatet af prefinalen giver startplaceringen til finalen. Det er kun finalen, der tæller til dagens resultat.

Super pole om søndagen
Om søndagen køres der tidtagning, som fastsætter startrækkefølgen fra nr. 11 og ned. De 10 hurtigste i tidtagningen går videre til Super pole, hvor hver kører får en opvarmningsomgang og en flyvende omgang til at sætte sin tid. Denne tid afgør startplaceringen for de forrest 10 pladser til søndagens to kvalifikationsheats.

Det samlede resultat af kvalifikationsheatene afgør startplaceringen til prefinalen, der køres som en “Sprint Finale” på kun 6 minutter + en omgang.

Resultatet af prefinalen afgør startplaceringen til finalen, der køres over 20 minutter + en omgang, en såkaldt “Long Distance”. Det er kun finalen, der er tællende til dagens resultat.

Flotte præmier
Der vil være præmier til de 5 første i Finalen i klasserne Cadetti Mini, Cadett Junior, KF3 National og ROK Junior. I KZ2 til de 3 første. Desuden vil der være en pokal til den bedst placeret Cadett Mini, Cadett Junior, KF3 National og Rok Junior i finalen som har indløst DASU licens inden for de sidste 16 mdr.

Der vil være en pokal til “Karvil‐Cup talent 2011” i klasserne Cadett Mini, Cadett Junior, KF3 National og Rok‐Junior. Den samlet vurdering for lørdag og søndag race fortages af en gruppe på 3 personer.
Desuden præmieres:

– Vinderen af Super Pole
– Top 3 i Prefinale “Sprint Finale”
– Alle deltager i Finalen “Long Distance”

Tillægsregler og tilmelding via karvilcup.dk og dasu.dk
Tilmelding til løbet sker via dasu.dk – du finder alle informationer, tillægsregler, tidsplaner, link til tilmelding, resultater og galleri fra 2010 på www.karvilcup.dk.

Tilmeldingen til løbet udløber i aften d. 11 maj, men der er som altid mulighed for efteranmeldelse, det koster kr. 200 ekstra.

Scroll til toppen