Mere dansk succes i Tyskland

3 danskere deltog i første afdeling af den tyske mesterskabsserie DMV. Kasper H. Jensen vandt Rotax Senior, hvor Martin Andersen blev nr. 4, mens Jan Jønck blev nr. 3 i Junior.

Her er Kasper H. Jensen øverst på podiet i Wackersdorff. Foto: PB Kart Race – Kosmickart.dk.

DMV serien køres over 6 afdelinger, hvor løbet i Wackersdorff den 24. april var første afdeling. Serien køres for klasserne Bambini, KF3, KF2, KZ2, Rotax Senior og Rotax Junior. Der var i alt 175 deltagere til løbet i Wackersdorff.

Flot dansk indsats i Rotax klasser med få deltagere

Tidtagningen startede med Kasper H. Jensen på pole position og Martin Andersen som nr. 3 i Rotax Senior. Jan Jønck tog sig af 2. pladsen i Rotax Junior. Der var 10 deltagere i Senior klassen og 16 deltagere i Junior klassen.

Efter tidtagningen blev der kørt et indledende heat og en finale. I det indledende senior heat måtte Kasper afgive førstepladsen til Maximilian Gunkel, som Kasper også stiftede bekendtskab med ved Rotax VM i La Conga i 2010 (her blev Kasper nr. 4 og Maximilian nr. 12).

Martin Andersen kom ind på en 4. plads, og Jan Jønck på en 3. plads i Junior.

Kanon fight i senior finalen

I finalen havde Kasper H. Jensen en super tæt fight med Maximilian Gunkel, og det vakte stor begejstring både hos banespeakeren og på redaktionen af den tyske hjemmeside bag serien, hvor der var stor ros til både Kasper og Maximilian for den flotte fight, hvor der blev byttet plads adskillige gange i heatet – inden Kasper kunne køre først over målstregen med et forspring på under 2/100 sekund.

Martin Andersen tog igen en 4. plads i Senior klassen, og Jan Jønck holdt også sin 3. plads i Junior finalen – og satte iøvrigt hurtigste omgangstid i både indledende heat og finale.

Du kan læse mere om DMV serien på dmv-motorsport.de

Du kan se alle resultater fra serien på camp-company.de

Scroll til toppen