Thomas Krebs fortsat forrest i Tysk Mesterskab

2. afd. af det Tyske Kart Mesterskab blev kørt på Wackersdorff den 26-27. maj. Her bevarede Thomas Krebs sin førerposition i KF1 efter flot kørsel. Desværre blev det kun til sekundære placeringer for de øvrige danskere.

Her er Thomas Krebs forrest i KF1 feltet i Wackersdorff. Foto: Kartsport.de på Facebook.

Også Kevin Rossel gjorde det godt i det 58 mand store KF1 felt, hvor han sluttede de to finaler som nr. 9 og nr. 6, så han nu ligger på en samlet 10. plads.

Martin Mortensen, Frederik Schandorff og Alexander Müller stillede også til start i KF1. Efter placeringer som nr. 35, 51 og 52 i tidtagningen var det sværre odds for de tre danskere, der da også måtte i opsamlingsheat. Her lykkedes det for Alexander Müller og Martin Mortensen at komme med som de sidste to i finalerne, da de blev nr. 5 og 6, mens Frederik Schandorff måtte nøjes med en 13. plads – og dermed deltage i finalerne som tilskuer.

Første finale blev vundet af Thomas Krebs, og Kevin Rossel kom ind som nr. 9 mens Martin Mortensen blev nr. 30, og Alexander Müller desværre udgik med et defekt ledningsnet.

I anden finale måtte Thomas Krebs nøjes med 3. pladsen, mens Kevin Rossel kom frem som nr. 6 og Martin Mortensen var oppe som nr. 19, mens Alexander Müller igen måtte udgå, denne gang på grund af et sammenstød – på et tidspunkt, hvor han ellers kørte rigtig hurtigt.

Nicolai Kjergaard eneste dansker i KF3 med 44 deltagere i alt

Nicolai startede weekenden godt, da han kom ind som nr. 12 i tidtagningen, kun 2/10 efter Gino Wetzels på førstepladsen.

Efter kval. heatene var Nicolai fremme som nr. 8, så det var et fornuftigt udgangspunkt for de to finaler.

I første finale udgik Nicolai desværre med 2 omgange tilbage, og måtte derfor starte næsten bagest til anden finale, hvor han fik sig kørt fint op som nr. 20 – men desværre fortsat uden point i den samlede mesterskabsstilling.

5 danskere ud af 65 KZ2 deltagere, der testede EM formen

KZ2 klassen var største klasse til det Tyske Mestserskab i Wackersdorff, hvor der var 7 deltagere mere end ved første afdeling i Kerpen.

Årsagen er uden tvivl at der om bare 3 uger skal køres Europamesterskab for KZ2 og KZ1 på netop Wackersdorff.

På den baggrund var de danske resultater ikke ligefrem opløftende, da Michael E. Christensen sluttede bedst af de 5 danskere med placeringer som nr. 24 og 17 i de to finaler.

Michael startede også tidtagningen bedst af danskerene, da han placerede sig som nr. 25 – men desværre manglede der hele 8/10 sek. til Jorrit Pex på Pole position.

Det skal dog siges at flere af deltagerne i det Tyske KZ2 Mesterskab stiller op i KZ1 når der køres EM i Wackersdorff – heriblandt Jorrit Pex, Bas Lammers og Arnaud Kozlinsky, som var blandt de forreste denne weekend.

De 5 danske deltagere var Michael E. Christensen, Toke Christensen, Andreas Fasberg, Lasse Poulsen og Jonas Hansen. De måtte alle en tur i opsamlingsheat, hvorfra det kun lykkedes for Michael at komme videre til finalerne.

Du finder alle resultater fra det Tyske Kart Mesterskab på kartsport.de

Scroll til toppen