World Cuppen er for alvor i gang

På billedet ses af en de mange KF3 starter med masser af action. Foto: KSP

Der er for alvor kommet gang i dette års World Cup. I KF2 er der siden fredag blevet kørt hele 15 kvalifikationsheats, og alle har derfor kørt mod alle i denne klasse. I KF3 er der kørt 17 heats hvor der endnu mangler fire heat inden alle point kan tælles sammen i den klasse.

KF2 – seks danskere er videre, tre er ude

Hvis vi kigger lidt nærmere på pointstillingen i KF2, kan vi allerede nu afsløre hvilke kørere der er med videre – og hvilke vi desværre allerede nu skal vinke farvel til. Der er i alt 34 pladser i finalen. Bedst af danskerne er Christian Sørensen. Han har virkelig gjort det rigtig godt og kørt nogle gode heats. Samlet set er han videre som nummer fire med kun 18 point. Dette er efter fem indledende heats med placeringerne 3, 4, 6, 3 og 2. Ganske godt er det også gået for Andreas S. Hansen som samlet set er videre som nummer ti med 32 point. Dette er efter sine heats med placeringerne 7, 3, 8, 6 og 8. Den helt store overraskelse af de danske drenge er Kasper Larsen. Han er efter heatsene nu placeret som nummer 12 med 34 point. I sine heats er han blevet 8, 10, 2, 7 og 7 hvilket er rigtig godt gået. Michelle Gatting er også sikker på en finaleplads og er placeret som nummer 16. Dette er efter sine heats med placeringerne 6, 6, 9, 5 og 13. Dette har givet hende samlet 39 point. Sidste års VM-treer Nicolaj Møller Madsen er rigtig godt med. Han har holdt sig i top 3 i alle sine heats, undtaget det første som blev kørt fredag. Her lå han på en tredjeplads lige indtil akslen knækkede i karburatoren og satte ham ud af heatet. Heldigvis har han holdt stilen stram og scorede nogle suveræne placeringer efterfølgende som sikrer ham en plads i finalen. Sidste dansker i KF2 som er videre til finalen er Max Klinkby-Silver. Han er i sine fem heats blevet 2, 6, 10, 14 og 10. Derfor kvalificerer han sig til finalen som nr. 18 med sine 42 point.

Jacob Nørtoft er en af de danskere som desværre ikke er med videre som nr. 41. Dette gælder også Kevin Rossel og Nicolas Beer som henholdsvis blev placeret som nr. 46 og 47 (kun 34 går videre).

Samlet set er det Loris Spinelli der fører, og dette sikrer ham poleposition til morgendagens pre-finale.

I morgen søndag gælder det så pre-finalen som køres kl. 13:30. Finalen køres 16:10 – og begge heats kan følges live her.

c_sorensen_622x243.jpg
Et billede af den danske mester Christian Sørensen som imorgen starter pre-finalen fra fjerde startposition. Foto: Gokartweb.

KF3 – tre danskere holder sig i øjeblikket indenfor pointene, en er ude (alle mangler at køres ét heat)

I KF3 mangler der stadig fire heats, og dvs. at alle mangler at køre et enkelt heat for at have kørt mod alle. Alligevel kan vi godt kigge lidt nærmere på hvordan det er gået indtil nu – og hvad der skal til for at holde sig indenfor de 34 som går videre til finalen.

Bedst er det gået for Nicolai Sylvest. Han startede ud med at vinde sit første heat fredag med 2,3 sekunder ned til toeren. Desværre blev han hårdt ramt af uheld da dagens andet heat skulle køres, og efter starten går bliver han hårdt ramt af nogle konkurrenterne som sætter ham ud af dette heat med en ødelagt gokart. Aftenen igennem blev der arbejdet på at få gokarten klar igen, og derefter var han klar til tre heats mere lørdag. Her er det gået fint og samlet set er han blevet 1, 30, 5, 2 og 4 i sine heats. Sidste og sjette heat køres i morgen. Nicklas Nielsen er også fint med og er i sine heats blevet 17, 4, 6, 4 og 17. Dette giver ham 48 point og placerer ham indtil videre som 23’er i feltet. Helt fænomenalt har det været at se hvor godt det er gået for Slavko Ivanovic. Han er i sine heats blevet 3, 17, 18, 9 og 9. Dette giver ham samlet 56 point og lige p.t. placerer det ham som nr. 31 i feltet. Desværre har det ikke set ud til at være Lasse Sørensens weekend. Den ellers hurtige nordjyde er i sine heats blevet 20, 18, 13, 16 og 15. Dette placerer ham som nr. 58 med 82 point, hvilket ikke er nok til at gå i finalen.

Samlet set er det Max Verstappen der i øjeblikket fører ved at have vundet alle sine kvalifikationsheats indtil nu.

I morgen søndag køres KF3 pre-finalen kl. 13:55 og efterfølgende køres finalen kl. 16:45 og her skal verdensmesteren findes. Dette kan følges live her.

Scroll til toppen