De danske medaljehåb ved EM

14 danskere kvalificerede sig til efterårets EM finaler. Blandt dem, der gør sig forhåbninger om at komme på podiet til finalerne er Johan Jokinen, som blev bedste dansker i kvalifikationsløbet i Thy. Her han sluttede på en samlet 4. plads efter en flot præstation gennem hele weekenden.

Her er Johan til en afd. af Italian Open Masters, hvor han sluttede som bedste dansker med en 6. og en 7. plads i finalerne.

Johan Jokinen er kommet godt i gang med sin første sæson i ICA klassen. Sidste år havde han flere toppræstationer i ICA Junior klassen – f.eks. en 3. plads i Nordisk Mesterskab, samt en 2. plads i både DM og Peugeot Super Kart – kun overgået af sidste års junior Europamester, Michael K. Christensen.

Efter sin flotte kørsel til EM-kvalifikationsløbet i Thy den 13-16. juli, hvor han sluttede på en samlet 4. plads, må han påtage sig rollen som et af Danmarks største medaljehåb ved de kommende EM finaler i ICA klassen, der køres på Ampfing banen i Tyskland den 18-20. august.

Mens Johan koncentrerer sig 100% om de kommende løb i ICA klassen, arbejdes der i kulisserne på at blive klar til at skaffe Johan debut i Formel Renault i 2007.

Johans far, Simo, fortæller at Johan tidligere på året gennemførte en meget vellykket Formel Renault test, og at der lige nu arbejdes på at skaffe det fornødne sponsorgrundlag til at sikre en fuld sæson i Europæisk Formel Renault.

Det kræver både meget tid og mange penge at køre Formel Renault, til gengæld er der også meget bedre muligheder for at give sponsorerne værdi for deres sponsorat, da der er meget stor medieinteresse for Formel Renault på Europæisk plan. Ligeledes er det mere attraktivt for sponsorer at kunne invitere kunder og forretningsforbindelser som tilskuere til løbene.

Held og lykke til Johan og alle de andre danske medaljehåb
Jeg er sikker på, at vi er mange, der krydser fingre for de danske drenge og piger, der drager sydpå i august og september, for at skaffe hæder og ære til dansk motorsport. Jeg vil i den kommende tid skrive lidt mere om nogle af de andre danske medaljehåb.

Du kan se alle de danske deltagere til EM finalerne her

Scroll til toppen