Flotte danske præstationer til World Cup

Andreas Fasberg startede med at overraske alle, da han kørte sig ind på en utrolig flot 3. plads i KZ1 tidtagningen. Fejlstart, motorhavari og sammenstød gjorde løbet svært for Fasberg. Det var i stedet Andreas S. Hansen, der blev bedste dansker med en meget flot 4. plads i KF3.

Andreas S. Hansen kørte en fantastisk finale – efter et uheld i prefinalen startede han nr. 31 i finalen, og kørte sig frem til en 4. plads i KF3 finalen.

Dårligt vejr prægede løbet
Løbet i Sarno var præget af dårligt vejr og i KF3 tidtagningen var vejret så forskelligt at den samlede tidtagning blev afgjort af gruppeplaceringerne. Det blev Elliot Winthers fordel, da han blev den bedst placerede dansker i KF3, da han fik en 12. plads med en tid der var ca. 2 sek. langsommere end Andreas S. Hansen på 16. pladsen.

4 danske KF3 kørere i finalerne
4 af de 8 danske KF3 kørere kom godt nok igennem de indledende heats til at komme med i finalerne. Andreas S. Hansen var klart hurtigst af danskerne, og med to 5. pladser og en 6. plads kunne det have set rigtig godt ud – hvis det ikke lige var for den 24. plads, der sendte Andreas ned på en 14. plads efter kval heatene, hvor de 34 bedste af de 74 deltagere gik videre.

Andreas S. Hansen nr. 4 og Max Klinkby-Silver nr. 6
Max Klinkby-Silver var nr. 18, Christian Sørensen – der ellers fik en 5. plads og en 7. plads var nr. 29 og Elliot Winther nr. 33.

I prefinalen blev Max Klinkby-Silver nr. 17, Elliot Winther nr. 30 og Andreas S. Hansen var røget helt ned som nr. 31.

Andreas kørte en helt fantastisk finale, hvor han kørte sig fra 31. pladsen til 4. pladsen og Max Klinkby-Silver havde også tur i den, og sluttede som nr. 6. Elliot Winther sluttede som nr. 29, mens Christian Sørensen end ikke kom igennem første omgang.

Top 5 i KF3 blev

1. Maria Giuliano Niceta, I, Tony Kart / Vortex
2. Jake Dennis, GB, Top Kart / Parilla
3. Pierre Gasly, F, Sodi Kart / Parilla
4. Andreas S. Hansen, DK, Intrepid / TM
5. Nyck De Vries, NL, Zanardi / Parilla

Andreas Fasberg tog fusen på alle stjernerne
Lad mig bare sige, at Andreas Fasberg efter min mening havde fortjent en podieplads. En tidtagning som nr. 3, hvor han var 2/10 langsommere end Jonathan Thonon og 2/10 hurtigere end Davide Foré, samt et kval. heat hvor han blev nr. 2, det må sige at være en helt unik dansk præstation i en super hård gearkart klasse.

I de andre kval. heat blev andreas nr. 9, 14 og 25 – blandt andet som følge af et motorhavari og et sammenstød. Det gav ham en startplacering til finalerne som nr. 27. I prefinalen kom han 7 pladser længere frem, og kunne således starte finalen fra en 20. plads.

I finalen tog han endnu 8 pladser, og sluttede på en 12. plads – en placering, som jeg på forhånd ville have syntes var rigtig flot når man tager i betragtning hvem konkurrenterne var, men som set i lyset af den meget flotte start alligvel var lidt ærgerlig.

Men herfra – hatten af for de danske præstationer i Sarno.

Top 5 i KZ1 blev

1. Jonathon Thonon, B, CRG / Maxter
2. Jérémy Iglesias, F, Intrepid / TM
3. Bas Lammers, NL, Intrepid / TM
4. Norman Nato, F, Intrepid / TM
5. Arnaud Kozlinsky, F, CRG / Maxter

Du kan se alle resultater på cikfia.com – direkte link klik her

Scroll til toppen