Kanon KZ2 race til DM

Henrik Lilja løb med det danske mesterskab i KZ2, som havde 27 deltagere og rigtig spændende race. Michelle Gatting og Jannick Flygenring vandt i hhv. KF2 og KF3, der havde 8 og 7 deltagere.

Det så ellers svært ud for Henrik Lilja, der var nede som nr. 13 efter de indledende heats, efter en sejr og en 18. plads – specielt fordi konkurrencen var meget tæt i toppen – men det lykkedes for den rutinerede Lilja at løbe med sejren.

Michael Engstrøm satte tiden og var forrest efter kval. heatene
Som adskillige gange tidligere i år viste Michael Engstrøm i tidtagningen, at han og teamet har styr på tingene, da han satte tiden foran Andreas Fasberg, Jan Christensen, Michael Bo Andersen og Henrik Lilja.

Efter de to kvalifikationsheats var det to gange Michael, der holdt i forreste startrække til prefinalen. Michael Engstrøm som etter og Michael Bo Andersen som toer.

På tredjepladsen kom Dennis Petersen, som var efterfulgt af Frederik Høyrup Hansen og Jan Christensen. Henrik Lilja var nede som 13er, efter en sejr og en 18. plads, da han måtte udgå fra et heat efter at føleren til udstødningstemperaturen var brækket. Andreas Fasberg var på 6. pladsen efter en sejr og en 10. plads.

Spænding og kaos før prefinalen
Lige inden starten på prefinalen havde stort set alle kørerne monteret slicks og sat karterne op til tørvejr, men nogle få kørere havde satset på regn og gjort sig klar til det – heriblandt Dennis Lind, der havde forladt de lidt større Formelbiler for at kravle i en Dino gearkart. Det havde givet nogle trykkede ribben om lørdagen, og han ville derfor kun køre ud i prefinalen, hvis der kom regn.

Og regn det kom der – lige 5 minutter før porten til gridden blev lukket. De fleste kørere nåede at skifte til regndæk – men blandt top-5 kørerne nåede Jan Christensen og Michael Bo Andersen ikke at få skiftet, så de måtte køre ud på slicks.

Regnen fortsatte i heatet, der blev vundet af Dennis Petersen foran svenske Peter Asp, Dennis Lind, Frederik Høyrup Hansen og Henrik Lilja.

Velfortjent sejr til rutinerede Henrik Lilja
Til finalen var banen stadig våd, og den helt store opgave var nu at finde det rigtige dæktryk og den rigtige dysning af karburatoren. Blandt gearkartkørererne gav det noget utilfredshed at de motorcykelkørere, der kørte race mellem gokartheatene havde fået lov til at varme motorer op 5 minutter før heatet i pitområdet – mens dette er forbudt for gokartkørerne.

KZ2 karterne kører med en fintfølende Dellorto karburator med rigtig mange indstillingsmuligheder, og det er næsten en videnskab at lave den optimale dysning – denne opgave vanskeliggøres yderligere af at man ikke kan varme motorerne op kort før heatet, og dermed lytte sig frem til om man har den rigtige dysning. Det kostede bl.a. Michael Bo Andersen adskillige stempler i løbet af weekenden.

Henrik Lilja viste at han har styr på både karburatordysning og dæktryk, da han satte hurtigste tid i finalen og kørte over målstregen som Dansk Mester 2010 med et forspring på 6 sekunder til Andreas Fasberg, der havde haft en heftig kamp med Frederik Høyrup Hansen, der fulgte efter blot 4/10 sek. efter Andreas.

Efter de to kamphaner var der 12 sekunders forspring til Toke Christensen på 4. pladsen, og igen 2 sekunder til Jan Christensen, der denne gang havde fået monteret regndæk på karten.

Michael Engstrøm kom ind som nr. 6 – men med en bedste omgangstid der var 1,5 sek. langsommere end Henrik Lilja. Michael Bo Andersen kørte ligeså hurtigt som Michael Engstrøm, men kom ikke længere frem end 10. pladsen. Med de mange gode kørere i KZ2 klassen skal der ikke gå ret meget galt før man ryger ned i rækkerne.

KF2 uden den store spænding

Kevin Munkholm satte tiden foran Alexander A. Lauritzen, Michelle Gatting og Lars Sørensen. Det var tydeligt, at det var blandt disse 4 kørere at danmarksmesteren skulle findes. Michelle og Lars startede tidtagningen med lidt taktisk spil om, hvem der skulle køre forrest, og mens de fedtede rundt med den leg, satte Kevin tiden på 3. omgang, inden der kom lidt vand, der ødelagde resten af tidtagningen.

Før finalen var der meget tvivl om hvilke dæk der skulle på – det blev til regndæk, og her satte Michelle Gatting sig på titlen, da hun vandt godt 2 sekunder foran Lars Sørensen – begge med stort set samme hurtigste omgangstid. Lars var ca. 5 sekunder foran Italieneren Aniello Smarrazzo, der satte hurtigste omgangstid i finalen – 6/10 hurtigere end Michelle og Lars – han havde ellers ikke været særlig hurtig tidligere i løbet. Alexander A. Lauritzen kom ca. 12 sekunder efter, og bliver dermed nr. 3 i DM, da kun danskere kan få placering i et officielt DM.

Lidt mere tæt race i KF3

Nicolas Beer lignede en vinder, da han satte tiden og vandt begge kvalifikationsheats. I tidtagningen var han efterfulgt af Jannick Flygenring, Lasse Sørensen, Nicolai Sylvest og Martin H. Mortensen.

Efter de to kvalifikationsheats var det stadig Nicolas forrest, men nu havde Lasse snuppet 2. pladsen foran Jannick – og derefter igen Nicolai og Martin.

Prefinalen blev kørt på en halvvåd bane, og det sendte Lasse Sørensen ned på en 6. plads, mens Jannick Flygenring vandt foran Nicolas Beer, Martin Mortensen, Nicolaj Sylvest og Frederik Schandorff.

I finalen var Jannick bare kørt, mens Nicolas Beer udgik, og måtte afgive andenpladsen til en godt kørende NIcolaj Sylvest, der havde en god kamp med Lasse Sørensen, som sluttede på 3. pladsen. 4 og 5 blev Mikkel O. Pedersen og Frederik Schandorff.

Du finder alle resultaterne på myplaps.com

Du kan finde billeder fra løbet på hedelands-motorklub.dk i billedalbum på Picasa fra PB Kartrace

Scroll til toppen