Klinkby-Silver på kontrakt ved Team Lotus

Air Asia Team Lotus har udvalgt Max som en af i alt 7 kørere i deres F1 Driver Development program. Det betyder, at Max over de næste 5 år skal følge et program, der skal gøre ham klar til Formel 1.

Her er Max Klinkby-Silver i sin Birel kart (77) fra det engelske JRP team.

Chefen for Air Asia Team Lotus Driver Development program Alex Young sagde ved præsentationen af kørerne i Malysia: “Vi prøver at vælge de bedste kørere i verden til vores program. Ikke bare for at få dem i Formel 1 med os, men forhåbentlig for at få dem til at blive verdensmestre med os”.

Et stort skulderklap, og en god hjælp i arbejdet med at finde sponsorer

Udtagelsen til  Lotus Driver Development program er et stort skulderklap til Max Klinkby-Silver, og selv Lotus teamet endnu ikke bidrager direkte økonomisk til Max’ race-aktiviteter, så går en del af programmet også ud på at hjælpe Max med at finde tilstrækkelige sponsormidler til at fortsætte sin vej fra international gokart over engelsk Formel Ford (som er planen i 2012), til Formel 3, og derfra videre til GP2.

Max forventer selv først direkte økonomisk støtte fra Lotus teamet efter den første sæson i Formel 3 er gennemført succesfuldt, finansieret af egne sponsormidler.

Et stort arbejde venter stadig forude

Der er altså stadig et stort arbejde forude for den 16-årige dansk/engelske gokartkører (og hans familie), der – ligesom andre unge talentfulde kørere fra hele verden – både skal finde penge og skabe kontinuerlige resultater, for at nå den første men svære vej frem til GP2.

Lykkes det for Max at komme igennem til GP2, og han fortsat har opbakning fra Lotus teamet er en vigtig milepæl nået, men selv da skal der rigtig meget til for at nå hele vejen igennem til Formel 1.

Hårde odds for danske kørere – måske Max’ engelske rødder kan hjælpe i den sammenhæng

Danmark er jo som bekendt et meget lille land, og vi har derfor heller ikke nær så mange ekstremt velhavende personer og virksomheder, som f.eks. England, Tyskland og Frankrig. Efter finanskrisen er det desuden som om at antallet af virksomheder, der har lyst til at investere store summer i motorsport er blevet endnu mindre.

Det giver de unge danske talenter meget svære odds i kampen om de meget dyre formel-sæder, hvor den direkte markedsføringsværdi for virksomhederne kan være svær at gøre op i forhold til helt almindelige medieomkostningsberegninger – men hvor virksomheder, der forstår at udnytte mulighederne (ikke mindst for netværk og kundepleje) alligevel kan gøre en god investering, og samtidig få uvurderlig betydning for både nogle unge talenter og for dansk motorsport.

Jeg vil krydse fingre – både for Max og for de mange andre unge talenter, der i øjeblikket kæmper en brav kamp for at få en karierre som professionelle racerkørere.

Jeg vil håbe at der kan findes flere danske virksomheder, som har mod på at investere nogle millionbeløb i dansk motorsports fremtid.

Næste store internationale gokartløb er i Portimao i Portugal den 14-17. april

Max stiller op til løbet i Portugal sammen med ikke mindre end 13 andre danske kartingtalenter (1 i KF1, 9 i KF2 og 4 i KF3).

Der er live timing og resultater på www.wskarting.it

Scroll til toppen