Noah Watt vinder DASU Race Academy

Jan Magnussen overrakte Christan Bakkeruds Talentpris til Noah Watt, som det synlige bevis på Noahs flotte præstation i DASU Race Academy 2014, hvor han blev kåret som vinder.

På billedet er de tre vindere i DASU Race Academy, fra venstre: nr. 3 Christian Rasmussen, vinder Noah Watt, nr. 2 Carl-Christan Langetoft. Skulle nogen være i tvivl, så er den højeste af drengene – yderst til højre – Jan Magnussen, som overakte præmierne i Idrættens Hus i Brøndby.

Kåringen er afslutningen på en lang sæson, hvor de deltagende talenter har deltaget i 3 Race Camps

DASU Race Academy er et talentprojekt med støtte fra TEAM DANMARK og den internationale bilsportsorganisation FIA. Projektet giver gokartkørere i alderen 8-15 år gratis støtte og undervisning fra professionelle instruktører, herunder 3 unge tidligere gokartkørere, som nu slår deres folder i international bilsport: Michael K. Christensen, Michelle Gatting og Nicolaj Møller Madsen.

Kernen i DASU Race Academy har været tre Race Camps. Her er kørerne undervist i teoretiske fag og køreteknik. Deltagerne har også fået testet deres viden om motorsport. På baggrund af resultaterne af de tre samlinger har DASU kåret de tre, der har klaret sig bedst.

Christan Bakkeruds Talentpris uddeles som vandrepokal til vinderen af DASU Race Academy frem til 2023

Den tidligere GP2- og Le Mans-kører Christian Bakkerud omkom på tragisk vis ved en færdselsulykke i 2011. For at mindes Christian har DASUs eliteudvalg og familien udsat en vandrepokal med titlen “Christian Bakkerud Talentpris”. Prisen uddeles hvert år frem til 2023 til vinderen af DASU Race Academy.

Vandrepokalen består af den pokal, Christian Bakkerud vandt i det berømte Trofeo Margutti tilbage i 2001. Vinderen beholder pokalen i et år og får sit navn indgraveret samt en platte til ejendom. Foruden vandrepokalen modtager vinderen kr. 3.000, mens nummer to og tre i DASU Race Academy modtager hhv. 2.000 kr. og 1.000 kr.

Vinderne af DASU Cadet Mini Talentpris også kåret

Sideløbende med vinderen af DASU Race Academy og Christian Bakkeruds Talentpris kårede DASU også vinderen af Cadet Mini Talentpris.

Her vandt Markus Nedergaard Stæhr foran Magnus Taulborg Madsen og Noreaga Danesi.

Gruppebillede _web II

Her er alle deltagerne samlet til gruppebillede.

Scroll til toppen