U18 VM i karting – DASU’s nationalhold

For første gang i nyere tid har DASU tilmeldt et dansk Nationalhold til deltagelse i et officielt FIA mesterskab. Det sker i samarbejde med Team Danmark. Holdet skal deltage i CIK U18 VM.

Deltagerne på DASU’s Nationalhold 2011, fra venstre: Martin Mortensen, Jannick Flygenring, Nicolaj Nielsen og Kasper Larsen

Første runde finder sted i weekenden d. 8.-10. juli i Italien, nærmere betegnet Ortona.

U18 VM blev første gang udskrevet i 2010 af den internationale kartingorganisation CIK (der er en del af FIA), og er åbent for deltagere under 18 år. Løbsformen adskiller sig fra andre mesterskaber derved at deltagerne alle anvender samme type motor, der udleveres af CIK. Ved ankomst til banen trækkes der lod om motorerne, der er plomberede og ikke må ændres undervejs. I tilgift udleveres ens dæk og benzin. Mesterskabet er et forsøg på drastisk at nedsætte omkostningerne for deltagerne i forhold til de traditionelle mesterskaber. U18 VM erstatter dog ikke de hidtidige Europa- og Verdensmesterskaber, men er et supplement hertil.

Intensivt talentudsviklingsarbejde
DASU’s Sportschef. Bo Baltzer Nielsen udtaler: “Deltagelse i U18 VM gør det muligt at udtage kørerne primært på baggrund af deres talent uden samtidig at skulle skele for meget til økonomien bag”.

“Sammen med Team Danmark udfører DASU et intensivt talentudviklingsarbejde indenfor kartingsporten, og med vort nye Nationalhold får vi flere strenge at spille på. Vi vil naturligvis stadig støtte aktive i de traditionelle kartingmesterskaber efter CIKs regelsæt, men U18 VM giver os yderligere mulighed for at identificere fremtidens talenter”.

Deltagelse i U18 VM skal samtidig ses som naturlig forlængelse af den nye DASU/DINO Talent Cup som er indført i år. Fremtidens deltager på Nationalholdet vil primært blive udtaget på baggrund af resultater fra denne løbsserie.

Deltagerne på DASU Nationalhold 2011 er:
– Jannick Flygenring, 15 år, København
– Martin Mortensen, 16 år, Århus
– Kasper Larsen, 15 år, Aalborg
– Nicolaj Nielsen, 14 år, Aabenrå

– Teamchef Robert Schlünssen.
– Fysisk træner Peter Raffalt
– Mental træner Kristoffer Henriksen

Sponsorer & samarbejdspartnere:
Dansk Metal, Team Danmark, Mach 1, Haase Kart, Puma, Mc-Select

Foruden deltagerne til Nationalholdet har DASU udtaget Nicklas Ingemann og Frederik Schandorff til at repræsentere Danmark i den såkaldte CIK Academy Trophy, der er en løbsserie for 13-15 årige, der afvikles i forbindelse med U18 VM.

Løbsprogram U18 VM:
– 8 – 10. juli  Ortona (I)
– 26 – 28. august Essay (F)
– 3 – 5. november Bahrain

Løbet kan følges live på CIK/FIA’s hjemmeside her

Scroll til toppen