Vild første afdeling af EM for OK Junior: Regn, røde flag og en brækket arm

EM 2021 bød på en noget dramatisk start, da første afdeling løb af stablen i denne weekend på Genk. Med utilregneligt vejr, skulle der tages store beslutninger omkring dæk og kart-opsæt, og det var ikke altid, at det var til at forudse, at regnen ville sile ned over en ellers tør bane – derfor bød weekenden på store udfordringer for danskerne, især for David Walther som endte weekenden brat med en brækket arm.

Vådt føre ledte til mange uheld i OK Junior

I OK Junior skulle 100 kørere dyste om de første podiepladser i sæsonens Europamesterskaber. Desværre var danskerne hårdt plaget af uheld.

På trods af uheld kom både August Therbo og Julius Dinesen igennem de kvalificerende heats til en finaleplads. Dinesen havde et rigtig godt første heat, hvor han sikrede sig pole-position foran bla. Alexander Gubenko og tidligere verdensmester Freddie Slater. Desværre havde Dinesen også to heats, hvor han udgik, og derfor blev det kun til en 31. plads som startplacering i finalen – herfra fik han dog kørt sig imponerende 16 placeringer frem til en flot 15. plads! Therbo var lige i hælende med en 16. plads., efter at være startet som nr. 25 i finalen, efter at han også havde haft et uheldigt heat, hvor han var udgået.

Julius Dinesen til Champions of the Future tidligere på sæsonen. Foto: Arnau Vinals/FormulaRapida.net

Tobias Bille Clausen havde heller ikke heldet med sig, efter at være udgået af intet mindre end tre heats, bragte det ham en samlet 89. plads. og altså desværre ingen plads i finalen.

David Walther ender en ellers lovende weekend med en brækket arm

David Walther var den af danskerne, der havde klaret sig allerbedst blandt danskerne i tidtagningen, hvor han kørte sig til en 15. plads ud af de 100 kørere, så det så lovende ud. Allerede i første heat ramte uheldet den unge dansker med en udgået, mens andet heat blev til en 9. plads. I tredje heat var uheldet for alvor ude, da Walther under et sammenstød med en konkurrent slog armen og måtte udgå – efter et tjek hos samaritterne viste der sig at være brud på knoglen. Altså, en rigtig ærgerlig afslutning på weekenden – vi håber snart at se dig tilbage i karten David, rigtig god bedring!

David med armen i slynge sammen med sin far Marcus

Kaos og rødt flag

Weekenden var ikke kun uheldig for danskerne, nærmest alle var involverede i uheld af den ene eller anden form i løbet af weekenden og listen over “DNF” var lang. Da tredje kvalificerende heat skulle køres i OK Junior gik det helt galt, da hele feltet var sendt ud på slicks og regnen lige pludselig silede ned. Allerede på første omgang ryger næsten hele forreste halvdel af feltet ud i barrieren og der bliver rødt flag. Heldigvis er der ingen der kommer alvorligt til skade og heatet kunne fortsætte da der var blevet skiftet til regndæk.

Se videoen af det vilde uheld ved at klikke på billedet:

I finalen blev det britiske Freddie Slater, der løb med sejren. Han fører altså EM, efter i sæson 2020 både at have vundet EM og VM!

OK Junior top-5:

  1. Freddie Slater, Storbritannien
  2. Akshay Bohra, Singapore
  3. Ean Eyckmans, Belgien
  4. Alex Powel, Jamaica
  5. Harley Keeble, Storbritannien

Scroll til toppen