WSK Euroseries i La Conca

Nicklas Nielsen udgik i prefinalen med teknisk defekt, men kom godt igen i finalen hvor han avancerede 18 placeringer. Christian Sørensen, Max Klinkby-Silver, Kasper Larsen og Slavko Ivanovic nåede ikke i finalen efter heatsene.

På billedet ses en af KF2 starterne. Foto: KSP.

Det så længe ud til at være Nicklas Nielsens weekend da tredje afdeling af WSK Euroseries i weekenden blev kørt. Danskeren startede ud med at være hurtigste mand i fredagens tidtagning, hvorved han vandt Super Pole suverænt. I de efterfølgende heats der skulle køres, blev den danske Kosmic-kører 4, 9, 1, 3 og 1. Dette sikrede ham en startplacering som 5’er til søndagens store pre-finale. Det var nogle hårde drenge der lå placeret på startplaceringerne foran danskeren. På poleposition havde man Antonio Fuoco, og endvidere altså Fioravanti, Camponeschi og Tiene.

Starten i pre-finalen går ganske forrygende og Nicklas kommer godt med som treer og jagter intenst andenpladsen, men efter 6 gode omgange må danskeren række hånden i vejret og udgå med teknisk defekt. Rigtig skuffende for den hurtige dansker der altså hele weekenden har haft rigtig godt tag om de hårde KF2-konkurrenter. Dette betød altså at Nielsen skulle starte finalen fra en 32. plads, og her kan man sige sig selv at der er meget arbejde at gøre. Danskeren formåede dog at køre sig til point, med en imponerede 14. plads efter en masse overhalinger på de i alt 20 omgange finalen varede. Vinderen blev Antonio Fuoco, med Charles Lecler på andenpladsen og Flavio Camponeschi som treer.

Christian Sørensen, Kasper Larsen og Max Klinkby-Silver nåede desværre ikke blandt top 34 efter de indledende heats, og dermed blev det ikke til nogen finaler for de ellers dygtige danske drenge.

I KF3 var Slavko Ivanovic eneste danske kører. I sine heats blev han 22, 21, 22 og 19. I pre-finale A gik danskeren desværre ikke videre i sin RK-kart og måtte altså slutte weekenden af i La Conca her. Rigtig ærgerligt, for vi har jo set Slavko Ivanovic godt kan være med der hvor det sjove sker.

Næste og sidste afdeling af WSK Euroseries for i år, bliver kørt på den store bane i Zaragoza – Zuera. Det er d. 2. – 5. August.

I KF2 er det Charles Leclerc der fører mesterskabet med sine 162 point, og som toer er Fuoco med 87 point. I KF3 er det Alex Palou der fører med sine 146 point og som toer Callum Illot med 131 point. Vinderen af mesterskabet skal altså findes i Zuera. Det er på samme bane som World Cup køres på, så løbet skal nok blive fyldt med deltagere som vil have lidt træning inden World Cuppen i September.

Alle resultater kan ses her.

Scroll til toppen