Dobbelt- og mesterskabssejr til Mads R. Thomsen

I weekenden d. 10-12 september 2021 blev Dansk Super Kart afgjort på Grindsted gokartbane. I nogen klasser var tingene næsten afgjort på forhånd, men for andre var det virkelig nu det gjaldt og man kunne godt mærke på kørslen, at intensiteten havde taget til. Der blev kørt flotte løb i klasserne: Cadett Mini, Cadett Junior, OK Junior, OK, DASU Junior, DASU Senior, KZ2 og KZ2 gentleman.

KZ2 klassen var som i de fleste andre afdelinger en flot stor klasse med 18 deltagere. Hele sæsonen har der været tæt løb mellem Mads R. Thomsen og Rasmus Haugaard omkring mesterskabssejren. Gustav Krogh har også været med i kampen om sejren, og for ham var den sidste afdeling af DSK helt speciel.

Dobbeltsejr til Mads R. Thomsen sikrer ham mesterskabet

Der var for alvor fart over feltet for Mads R. Thomsen denne weekend: Det blev nemlig til en dobbelt finalesejr. Det var dog ikke helt uden kamp fra hans tætte konkurrent, Rasmus Haugaard, som tog en enkelt heatsejr og også satte lørdagsfinalens hurtigste tid – det blev dog kun til andenpladsen for Rasmus om lørdagen og tredjepladsen om søndagen. Om søndagen var det Thomas Hamann Dam, der tog tredjepladsen.

For Mads R. Thomsen betød den flotte dobbeltsejr, at han også sikrede sig sejren i mesterskabet i Dansk Super Kart 2021! Stort tillykke med mesterskabssejren. Rasmus Haugaard løb med mesterskabets andenplads. Selvom Gustav Krogh ikke havde ligget helt til tops i weekenden, lykkedes det ham alligevel at sikre sig den sidste podieplads i mesterskabet.

Mads R. Thomsen

Flot farvel fra Gustav Krogh

For Gustav Krogh, var det en speciel og vigtig weekend, da den markerede enden på hans 7 år lange karriere i gokartsporten. Selv kørte han et par ekstra omgange på banen foran et hujende publikum og det blev naturligvis afsluttet med et par donuts foran pitten. Det bliver spændende at se, hvad fremtiden byder på.

Se et udvalg af billeder fra KZ2 klassen lige her:

Thomas Hamann Dam klar til start
Rasmus Haugaard
Gustav Krogh
Mads R. Thomsen
Mads R. Thomsen øverst på podiet
Rasmus Haugaard på podiet
Gustav Krogh på podiet
Det gælder om at komme hurtigt væk, når der bliver sprøjtet med champagne
Scroll til toppen