Flot dansk VM

Nicolaj Møller Madsen viste sin klasse da det gjaldt, og kørte en flot 3. plads hjem. Max Klinkby-Silver var stabilt med i toppen hele weekenden, og blev nr. 5 i sit første år som senior. 6 ud af 8 danske deltagere kom i finalen.

En podieplads så ud til at være uden for rækkevidde for Nicolaj Møller Madsen, der startede som nr. 24 i prefinalen. Med en 6. plads i prefinalen blev udgangspunktet for den afgørende finale dog forbedret en hel del, og Nicolaj hjemkørte en flot 3. plads. Her er han på podiet sammen med Verdensmester 2010 Nyck De Vries og en helt sikkert skuffet nr. 2 Jordan Chamberlain.

VM løbet blev kørt i spanske Zuera den 17-19. september. 118 kørere fra hele verden havde kvalificeret sig – heriblandt 8 danske kørere.

Løbet blev afviklet på en lidt speciel måde, da der kun blev kørt 1 tidtagning og 3 kvalifikationsheats for at afgøre, hvilke 34 kørere der skulle med i prefinale og finale. Det betød at kørerne efter tidtagningen blev delt i 2 hovedgrupper og 4 undergrupper i hver hovedgruppe. Inden for hver hovedgruppe kørte man så om 17 af pladserne i finalerne.

Med denne model fik man altså ikke kørt alle mod alle, og kørere, der havde bare et enkelt uheldigt heat var næsten sikre på ikke at komme videre. Personligt synes jeg ikke denne model er passende til afgørelsen af et VM, hvor hver kører bruger omkring 70.000 kr. på at deltage.

Danskerne fik ikke den bedste start på løbet

Tidtagningen blev kørt i regnvejr fredag eftermiddag, og den våde bane passede ikke danskerne særlig godt. Jacob Nørtoft var bedste dansker som nr. 22 med en tid der var 1 sekund langsommere end engelske Luke Varley på pole. Her er de danske deltagere, og deres placering i tidtagningen:

Jacob Nørtoft 22
Max Klinkby-Silver 24
Michelle Gatting 27
Nicolaj Møller Madsen 29
Lars Sørensen 31
Thomas Krebs 47
Jonas Hansen 48
Kevin Munkholm 56

6 af de 8 danskere var klar til finalerne efter lørdagens 3 kvalifikationsheats

De første to kvalifikationsheats om lørdagen blev også kørt på en våd bane, men herefter var der tørvejr resten af weekenden. Max Klinkby-Silver klarede sig bedst igennem de 3 kvalifikationsheats, da han tog en sejr, en 3. plads og en 4. plads. Det gav ham en startplacering til prefinalen som nr. 7.

Her kan du se danskernes resultater af kvalifikationsheatene, og deres samlede placering efter kval. heatene:

Max Klinkby Silver 1, 3, 4 = 8 point og samlet startplacering til prefinalen som nr. 7
Jacob Nørtoft 3, 8, 8 = 19 point og samlet startplacering til prefinalen som nr. 13
Lars Sørensen 6, 3, 8 = 17 point og samlet startplacering til prefinalen som nr. 16
Nicolaj Møller Madsen 15, 5, 7 = 27 point og samlet startplacering til prefinalen som nr. 24
Jonas Hansen 8, 13, 9 = 30 point og samlet startplacering til prefinalen som nr. 29
Thomas Krebs 5, 11, 13 = 29 point og samlet startplacering til prefinalen som nr. 30
Michelle Gatting 11, 27, 6 = 44 point og samlet startplacering til prefinalen som nr. 64
Kevin Munkholm 26, 19, 25 = 70 point og samlet startplacering til prefinalen som nr. 105

Årsagen til at startplaceringerne ikke går helt efter antal point er den indledende opdeling i 2 hovedgrupper. Michelle Gatting og Kevin Munkholm måtte desværre se finalerne fra tilskuerpladserne.

Fantastisk prefinale af Nicolaj Møller Madsen

Nicolaj startede prefinalen på en svær 24. plads, og røg et par pladser tilbage lige da starten gik. Han fik dog hentet 8 pladser i tumulten på første omgang, så han lå nr. 18 da han passerede målstregen 2. gang. Herefter overhalede han konkurrenterne én ad gangen indtil han på 8. omgang var fremme som nr. 7 – og så sluttede han den suveræne kørsel af med at snuppe en enkelt plads mere på næstsidste omgang.

Max Klinkby-Silver og Jacob Nørtoft kørte en stabil prefinale og sluttede som nr. 9 og 12. Lars Sørensen mistede desværre 4 pladser og sluttede som nr. 20, mens Thomas Krebs og Jonas Hansen var nede som nr. 27 og 28.

Flot finale af både Nicolaj, Max og Thomas

Nicolaj Møller Madsen lavede en kanon start i finalen, hvor han skød frem på 2. pladsen i starten. Han kom afsted fra feltet sammen med Jordan Chamberlain, der også vandt prefinalen. Lige efter Nicolaj var Nyck De Vries, som også havde været lynhurtig hele weekenden.

Max Klinkby-Silver vandt to pladser i starten, og bed godt fra sig i den tætte placeringskamp på de første omgange.

på 5. omgang måtte Nicolaj Møller Madsen se sig overhalet af Nyck De Vries, mens Jordan Chamberlain holdt fast i førstepladsen. De 3 kørere lå tæt hele resten af finalen, mens der var et hul på nogle få sekunder til forfølgergruppen, hvor Max Klinkby-Silver fik tilkæmpet sig endnu to pladser i løbet af de næste omgange.

På sidste omgang lavede Nyck De Vries en kanon overhaling på Jordan Chamberlain, og kom i mål som vinder. Jordan Chamberlain blev 2er med Niclolaj Møller Madsen kun 4/100 sek. efter.

Thomas Krebs startede finalen fra en 27. plads, men fik sig kørt 13 pladser frem, og sluttede finalen som nr. 14.

Lars Sørensen blev fanget i kampene midt i feltet sammen med Jacob Nørtoft, mens Jonas Hansen udgik på første omgang. Lars sluttede som nr. 22, mens Jacob udgik med 4 omgange tilbage.

Alt i alt et rigtig flot dansk VM. Jeg tror faktisk aldrig før, vi har haft to danskere i top 5 ved et VM!

Stort tillykke til Nicolaj og Max 🙂

Du kan se alle resultater på www.cikfia.com.

Scroll til toppen