Fyn er fin – kom og se Super Kart 8/9

Søndersø Karting Klub er vært for 9. og 10. afdeling af Dansk Super Kart 2013 i denne weekend. Vil du opleve spændende race lige fra de helt små Cadett Mini til de store gearkarts, så kom til Søndersø i dag.

Jeg har altid godt kunnet lide at komme på den lille snoede bane i Søndersø, ca 20 km. uden for Odense, hvor adskillige af danmarks bedste gokartkørere kommer fra.

Banen ligger smukt midt ude på den fynske mark, omkranset af en række store træer, der giver skygge for solen på den ene del af banen, mens den anden ende af banen ligger lidt lavere og får masser af sol.

Banen stiller store krav til kørerne, giver underholdning til tilskuere og nervøsitet til mekanikere

Banen er ret smal, og stiller store krav til kørerne, da det kræver både mod, evner og beslutsomhed når der skal overhales. For tilskuere, som ikke selv er mekanikere eller forældre til kørerne, giver den svære bane en ekstra spændende underholdning – mens de fleste mekanikere og forældre nok hellere havde set lidt mindre spænding om hvorvidt det ender med sammenstød når der skal overhales.

Klubben har gjort et kæmpe arbejde for at sikre gode forhold for kørere og tilskuere

Da jeg kom til Søndersø i går – på århundredets heldigste dag 7-9-13 – var det tydeligt at se, at folkene omkring klubben i Søndersø havde gjort et kæmpearbejde for at skabe et godt arrangement.

Der er lavet masser af parkeringspladser på marken lige over for banen, i ryttergården er der god plads til både camping og skruetelte, og selvom vejret egentlig ikke kræver det, så er der lagt “køreplader” ud på alle vejene i ryttergården, så man slipper for at sidde fast med bilerne.

Omkring banen er der hele 3 store tribuner + god plads på terrassen foran cafeteriaet, og ved hegnet langs vejen, så det giver perfekte forhold for tilskuere, som vil have en god oplevelse af det spændende race.

På banen er asfalten god og startbåsene nymalet. I speakertårnet sidder en ung og (for det meste) meget veloplagt gokartkørerer (Jannik Nielsen) og fungerer som en både underholdende og informativ løbsspeaker, der giver publikum en rigtig god oplevelse af, hvordan løbet skrider frem set med kørernes øjne.

Parc fermé er som på de fleste danske baner lidt lille, men der er hegn, officials og fungerende luftslanger, så også her er arbejdet fra klubbens side gjort færdig – man har endda med maling markeret en plads ved volden lige uden for parc fermé, hvor kørere og mekanikere kan starte deres motorer op når de skal kontrolleres og indstilles før racet.

Mens Søndersø Karting Klub får topkarakter, så er der dumpekarakter til KU

Da KU og de danske klubber inden sæsonstarten meddelte, at der var planlagt 12 afdelinger af Dansk Super Kart, fordelt på 6 weekend-arrangementer, hvoraf de 3 var placeret på landets mindste baner, så var vi mange som havde svært ved at forstå meningen med den løbskalender.

I en tid, hvor alle taler om at det er blevet dyrere at køre gokart, og om hvad man kan gøre for at mindske omkostningerne og få flere ind i sporten, så øges antallet af afdelinger i DASUs primære løbsserie (Dansk Super Kart) fra 6 afdelinger til 12 afdelinger. For de større klasser betyder denne udvidelse en ekstra omkostning på mange tusinde kroner ekstra – alene de 6 ekstra sæt dæk koster over 8.000 kr. pr. kører.

3 af de 6 afdelinger er placeret på baner, som med de flestes øjne er alt for små til de hurtige KZ2 gearkarts, som oven i købet er den klasse med flest deltagere. KU forklarer valget af de små baner med, at det var de baner som bakkede op om serien.

Jeg har selv været fortaler for at sprede det danske mesterskab på 6 weekender i stedet for 3, med det argument at man som national kører i DASU klasserne, så kunne basere hele sin nationale løbssæson på disse 6 løb. Dette med udgangspunkt i, at hovedparten af de danske kørere kun deltager i danske løb.

Forudsætningen for at det er en god idé med 6 løbsweekender er imidlertid:

1. At hver weekend kun indeholder ét løb, så man ikke skal bruge dobbelt så mange penge bare på dæk.

2. At alle løbene afholdes på baner, som ud fra et sportsligt og sikkerhedsmæssigt synspunkt er egnet til mange deltagere – herunder også de største klasser med de hurtigste karts.

3. At de klubber, som skal afholde løbene har de ressourcer det kræves (eller at der etableres et fast korps af officials), for at afvikle løbene på en ordentlig måde.

Hvis ikke alle forudsætninger kan opfyldes, så bør man lade være med at afholde de løb, hvor forudsætningerne ikke kan opfyldes.

Søndersø har gjort deres – nu må kørerne selv sikre et forsvarligt løb, og give tilskuerne godt race

Med sine 730 meters længde er banen ved Søndersø større end både Rødby og Københavns gokartbaner, hvor der tidligere på året også er kørt afdelinger af Dansk Super Kart.

Banen er dog ret snæver, og byder kun på ganske få overhalingsmuligheder, som alle kræver mod, evner og beslutsomhed. Til lørdagens løb på banen var det da også tydeligt at mange kørere virkelig skulle tage sig sammen for at overhale. Jeg så flere gange at selv rutinerede kørere skulle bruge adskillige omgange på at komme forbi kørere som var over et halvt sekund langsommere pr. omgang end dem selv.

Hvis kørerne respekterer hinanden, og bruger den indvendige side af hovedet når de kører, så kan det godt lade sig gøre at skabe et rigtig godt race, som endda giver kørerne en masse gode erfaringer, de kan tage med sig til andre baner.

Desværre er der ofte kørere, som nok har det nødvendige mod og beslutsomhed, men hvor evnerne ikke helt følger med. Disse kørere skaber jævnligt farlige situationer for deres konkurrenter – uanset banens størrelse – men på de små baner, hvor det kræver endnu flere evner at overhale på en sikker måde, så giver det også flere farlige situationer.

Jeg håber kørerne ikke tager hovedet for meget under armen når de kører, og at alle får et godt race i de perfekte omgivelser på fyn.

– og så håber jeg at alle medlemmer i KU tager den kritik de måtte få i år konstruktivt, så de alle gider fortsætte med at bruge deres tid og engagement på gokartsporten. Det er et utaknemmeligt og krævende job at være i KU, da der altid vil være nogen som er utilfredse med de beslutninger, der træffes.

Det er derfor vigtigt, at medlemmerne i KU IKKE skal skiftes ud flere gange om året, og at de får ordentlig tid til at gøre deres arbejde.

Hvis der skal skabes fremgang i dansk gokartsport, så skal der laves en god plan for løbskalenderen 2014, som bakkes op af både kørere og klubber – OG MELDES UD I GOD TID…

Vi ses på banen!

Scroll til toppen