Interview med DASUs idrætspsykolog

Kristoffer Henriksen har været tilknyttet DASU’s eliteprojekt gennem de sidste 3 år. Han har netop været med til talentsamling på Lanzarote. I interviewet giver Kristoffer nogle gode råd til alle de seriøse danske gokartkørere, som ikke er med i DASU’s eliteprojekt.

Interview af Torben Rasmussen, Gokartweb.dk

Først lidt om Kristoffer Henriksens baggrund
Kristoffer er 30 år og uddannet Cand Psyk. Han har stort set altid arbejdet med idrætspsykologi, og er bl.a. formand for Dansk Idrætspsykologisk Forum (se mere på www.diforum.dk).

For 3 år siden blev han kontaktet af Bo Baltzer fra DASU, som mente, at der skulle arbejdes mere seriøst og målrettet med idrætspsykologi for at bringe dansk motorsport et skridt videre. Henrik var på det tidspunkt daglig leder af idrætshøjskolen i Oure, men har nu valgt at bruge mere tid på idrætspsykologien, og er derfor skiftet til en lærerstilling på skolen.

Gokartweb: Hvad har dine opgaver for DASU været?

Kristoffer Henriksen:

Opgaverne for DASU har bl.a. været at afholde mentale træningssamlinger 4-5 gange i løbet af vinteren. Nogle af temaerne på træningssamlingerne har været:

  • Koncentrationsevne
  • Håndtering af stress – hvor kommer nervøsiteten fra, og hvad kan man gøre ved den
  • Målsætninger til træning og løb
  • Visualisering – træne sin kørestil uden at køre

De enkelte kørere og deres teams har desuden fået tilbudt teamsamtaler og individuel mental sparring. Nogle har brugt det meget, andre lidt mindre. Jeg har også været med på nogle ture til udenlandske løb, hvor jeg har fulgt de deltagende teams før under og efter løbene.

Gokartweb: Hvordan har de enkelte kørere og teams reageret på det at have en idrætspsykolog tilknyttet?

Kristoffer Henriksen:

Generelt er jeg blevet meget positivt modtaget. Nogen har følt det lidt småflovt, at skulle “gå til psykolog”. Det har blandt andet været min opgave at få dem til at føle, at det er fedt at udvikle sig både fysisk og mentalt. Jeg har derfor også arbejdet med både fysiske og psykiske træningsprogrammer.

En del teamsamtaler har handlet om problemstillingen med skiftet fra at være et “familieteam” til at være et mere professionelt organiseret team.

Det har været ret sjovt at arbejde med gokartkørere fordi det har været helt nyt for mange kørere og teams at arbejde med det forhold, at deres egen indsats og mentale tilstand har stor betydning for resultaterne. Det er som om, der i motorsport – modsat mange andre idrætsgrene – har været stor fokus på det tekniske materiale, og mindre fokus på udøverens indsats og mentale tilstand.

Det kan godt være at karten har haft indflydelse på resultatet af et løb, men det er endnu vigtigere, at køreren efter en træning, et heat og et løb evaluerer alle detaljerne, og vurderer om der er noget i kørerens egen indsats, der kan gøres bedre.

Gokartweb: Kan du give nogle konkrete gode råd til de kørere og teams, der ikke er så heldige at have en idrætspsykolog tilknyttet?

Kristoffer Henriksen:

Det er selvfølgelig altid meget individuelt, hvad den enkelte kører har brug for, men her er nogle generelle råd:

Lav gode nogle stævnerutiner og brug dem hver gang – f.eks.:

  • Fast sengetid
  • Fast tidspunkt for morgenmaden
  • Fast tidspunkt for ankomst til banen
  • Faste opvarmningsrutiner
  • Faste afslapningsøvelser før og efter heats

Rutinerne skal ligge på rygraden, så man ikke skal bruge ressourcer på at tænke på dem. Det frigiver ressourcer til at fokusere på løbet.

Hold altid fokus på din egen indsats

Sæt dig sammen med dit team, og diskuter, hvad du skal være god til for at køre et godt løb eller et godt stævne. Lav en liste over det, du skal være god til, og træn de enkelte ting en efter en. Sæt løbende mål for træningen, så du kan se om du gør fremskridt.

Gokartweb: Du nævnte, at en af de ting, du har trænet kørerne i er koncentrationsevne. Hvordan kan kørerne selv træne sig til at få en bedre koncentrationsevne?

Kristoffer Henriksen:

Der er flere måder at træne koncentrationsevne på. En af måderne er at løbe en tur, og under turen fokusere på én ting ad gangen.

Gokartkørere har brug for at være meget koncentreret under hvert heat, men samtidig er der stor forskel på formen for koncentration. Der er nogle store skift mellem et snævert fokus og et mere bredt fokus – f.eks. er der brug for et bredt fokus når starten går, og køreren både skal orientere sig rigtig mange ting på en gang, samtidig med at fokusere på at komme bedst fra start. Kommer køreren godt fra start og lægger sig alene i spidsen af feltet, er der brug for et snævert fokus på hele tiden at køre ideallinien, og sørge for, at motoren yder optimalt.

Man kan træne disse skift i fokus på sin løbetur. Start f.eks. med at fokusere snævert på din puls eller din vejrtrækning. Skift herefter til bredt fokus, hvor du fokuserer på træer, fugle, biler og forbipasserende, og skift så tilbage til et snævert fokus igen.

Gokartweb: Tak for de gode råd, som jeg er sikker på, mange kan få glæde af.

Tjek også Kristoffers hjemmeside på www.sportspsykologen.dk .

Scroll til toppen