Italiensk Mester på hjemmebane

En blæsende og kold decemberdag i Årup lidt uden for Odense mødte jeg Nikolaj Bøllingtoft hjemme i privaten. Vi fik en snak om fremtidsplanerne, og om livet som fabrikskører i Formula A i en sæson, hvor han har vundet det Italienske mesterskab.

Her er Nikolaj Bøllingtoft foran nogle af sine mange og store pokaler. Han har bl.a. vundet Italian Open Masters i både 2003 (ICA) og i 2006 (Formula A).

Nikolaj bød på en sodavand, og vi startede med at snakke om hans nye webshop, hvor han sælger et udvalg af produkter, som han har stiftet bekendtskab med i de år han har kørt gokart i udlandet.

Nu er der jo i forvejen en del webshops med gokartdele, så jeg er nysgerrig efter at høre, hvad Nikolaj har tænkt sig med sin webshop:

“Jeg vil satse mest på nogle produkter, som de andre ikke sælger – f.eks. beklædning fra Alpine Stars, samt hjelmdesign, visirer og andet tilbehør fra Lucky Design. Jeg har også mit helt eget rengøringsprodukt – Kart Cleaner, som er utrolig godt til rengøring af bodywork og bundplader.

Jeg har selv lavet hjemmesiden, og starter stille og roligt op, hvor kunderne sender deres ordre via hjemmesiden eller ved at e-maile eller ringe til mig. Hvis folk tager godt imod butikken og varerne, vil jeg udvide med et mere professionelt bestillingsmodul og Dankortbetaling, men nu må vi se, hvordan det går”
  fortæller Nikolaj med et optimistisk smil.

Du kan selv tjekke sortimentet på kart-shop.dk.

Hvordan er det så at være fabrikskører hos Tony Kart, og vinde det Italienske Mesterskab?

Nikolaj starter med at fortælle om 2003 sæsonen, hvor han vandt Italian Open Masters i ICA klassen. Han havde kørt Tony Kart for Ward Racing hele året, men var til de sidste løb blevet inviteret inden for hos Tony Karts fabriksteam. Da han vandt mesterskabet regnede han med, at han så kunne få en fornuftig aftale med teamet til den efterfølgende sæson, men det lykkedes altså ikke.

I stedet blev det i 2004 til en sæson for Maranello Teamet, som også blev drevet meget professionelt, men hvor det aldrig rigtig lykkedes for Nikolaj at lave topresultater. Det var hans første sæson i Formula A, og rigtig mange af sæsonens løb endte med uheld og afkørsler, som forhindrede de gode resultater.

Inden 2005 sæsonen så det således ikke alt for lyst ud, men han fik en god kontakt til Parolin, som skulle starte et helt nyt fabriksteam op. Nikolaj fik lavet en god kontrakt med fabrikken, og selvom teamet absolut ikke var strømlinet i samme grad som Tony Kart og Maranello, så endte det med at blive et rigtig godt år. Årets højdepunkter var en 6. plads ved VM og en 6. plads ved Asian Pacific Championship i Japan. Nikolaj vandt faktisk også det Nordiske Mesterskab i Göteborg, men blev efterfølgende idømt en 10 sekunders tidsstraf for tyvstart, så det blev Svenskeren Phillip Forsmann, der vandt i stedet – meget uretfærdigt set med danske øjne.

Her er Nikolaj foran en af teamkammeraterne i Tony Kart Racing Team.

Tony Kart teamet havde lagt mærke til Nikolajs stabile kørsel og gode resultater gennem hele sæsonen, så da forhandlingerne om 2006 sæsonen skulle føres, lykkedes det Nikolaj at få et sæde i det eftertragtede team, med teamkammerater som Davidé Fore, Marco Ardigo, Gary Catt og James Calado i teamet med i alt 8 kørere. Efter 5 tætte afdelinger af Italian Open Masters lykkedes det Nikolaj at hente den samlede sejr, og det foreløbige højdepunkt i racerkarierren.

Nikolaj sluttede serien 2 point foran den rutinerede Birel kører Sauro Cesetti. Jules Bianchi, Marco Ardigo, Gary Catt, og James Calado tog sig af de næste pladser. Tony Kart Teamet tog sig altså af 4 af de forreste 6 pladser. Danske Michael K. Christensen sluttede iøvrigt som nr. 8.

“Tony Kart teamet arbejder utrolig professionelt, og der bliver stillet store krav til kørerne. Det er kun sejr der tæller, og hvis der bliver lavet fejl, eller man ikke er 100% på mærkerne, så venter der skideballe fra teamchef og fabriksejer Roberto, der selv styrer tropperne til de store løb”, fortæller Nikolaj.

Hvad så med fremtiden?
Motorsportsdrømmene vejer naturligvis tungt hos Nikolaj, som blev færdig med HHX på Team Danmark linien i sommer, og lige nu arbejder hos Unipro. Til sommeren 2007 er det planen at starte på en 2-årig uddannelse til Multimediedesigner.

I starten af november arrangerede DASU og Team Danmark det så han fik en test i Formel BMW ved det engelske Carlin Motorsport team. Testen gik godt, men selv med 2 Italienske Mesterskaber i bagagen skal der mange penge på bordet for at kunne gennemføre en seriøs sæson i formel biler – og det er ikke altid lige let at finde sponsorer.

Der er endnu ikke afgjort noget endeligt om 2007 sæsonen, men umiddelbart tegner det mest til endnu en sæson i Formula A. Nikolaj har været rigtig glad for samarbejdet med Tony Kart fabrikken, men på trods af de flotte resultater er det ikke sikkert at han bliver tilbudt en plads i teamet næste år.

Jeg slutter med at ønske Nikolaj held og lykke med sæsonen, og får en flaske Kart Cleaner med hjem så jeg kan afprøve det på den brugte gokart, jeg selv skal ud og trille lidt i næste år 🙂

Scroll til toppen