Lyspunkt ved skuffende Dansk EM

Der var skuffelse hos Bo Sørensen, Nicolai Møller Madsen og Kevin Magnussen, som ikke nåede igennem til finalerne ved EM, og hos Michelle Gatting, som fik sort flag i finalen. Midt i skuffelsen var der glæde hos Lars Sørensen, der i sit debutår sluttede som nr. 23, og dermed bedste Dansker ud af de 72 deltagere.

Lars Sørensen har haft et hårdt men lærerigt år i KF3 klassen, hvor han har kørt for det Italienske team Savani Competition til Italian Open Masters, samt for RBR Kart Team til de Danske løb.

I det Italienske Mesterskab har det været en sæson uden finaledeltagelser, men til EM kvalifikationsløbet i Belgiske Genk, kvalificerede Lars sig til EM i Sarno sammen med Michelle Gatting, Bo Sørensen, Nicolai Møller Madsen og Kevin Magnussen.

EM løbet blev kørt i Sarno, tæt ved Napoli, den 1-2. september. Efter to tidtagninger og 4 kvalifikationsheat kvalificerede Michelle Gatting og Lars Sørensen sig til finalerne som hhv. nr. 13 og nr. 33.

Bo Sørensen var meget uheldig i et af sine kvalifikationsheat. Han lå nummer 9 da han blev ramt af en konkurrent, og sluttede efterfølgende som nr. 24. I de øvrige heat var han blevet nr. 12, 12 og 16, og kunne have klaret sig igennem til finalen med en placering som nr. 19 i det heat, hvor han blev nr. 24.

Nicolai Møller Madsen og Kevin Magnussen havde en rigtig dårlig weekend, og var aldrig rigtig i nærheden af at kvalificere sig til finalerne.

Hårde kampe i finalerne
Der bliver kørt meget hårdt til løbene i Italien, det har både Michelle og Lars mærket gennem hele sæsonen. De var da også begge i noget tumult i prefinalen, hvor Michelle blev nr. 23 og Lars nr. 25.

I finalen måtte Michelle en tur af banen allerede under opvarmningsomgangen, da hun tilsyneladende var uenig med en konkurrent om, hvor hendes placering i feltet var. Efter starten var gået fortsatte kampen med konkurrenten, og det endte med et sort flag til Michelle, som ellers havde haft god fart på hele weekenden, og havde gode chancer for en placering i top 10.

Lars Sørensen kæmpede lidt med at få omdrejninger nok på motoren i finalen, men klarede sig igennem til en slutplacering som nr. 23. Hos Lars og familien var der stor tilfredshed med resultatet, og nu glæder de sig til at holde lidt pause inden der skal køres Peugeot Super Kart i Thy (15-16. september).

Top 5 i KF3 klassen blev:

1. Jack Harvey, GB, Maranello / XTR
2. Tom Grice, GB, Gillard / XTR
3. James Thorp, GB, Tony Kart / Vortex
4. Sébastian Bailly, B, Kosmic / Vortex
5. Matteo Beretta, I, Birel / XTR

Du kan se alle resultater på cikfia.com – her er også resultater fra World Cup i KZ1 og EM i KZ2.

Scroll til toppen