Michael K. Christensen Tysk Mester – igen

Med en 5. plads i sprinten og en 3. plads i finalen kunne Michael sikre sig sit andet Tyske Mesterskab i KF1, 39 point foran Hollandske Jack Te Braak. Julian Mengers blev nr. 5, Søren Mosebo nr. 6, Andreas Fasberg nr. 8, Christoffer Johansson nr. 15 og Joachim Stefansen nr. 21.

Her er Michael K. Christensen på vej til en heatsejr i sidste afdeling af det Tyske Mesterskab. Heatet efter udgik han desværre med en punktering. Foto:dkm-dmsb.de.

Den samlede top-5 stilling i det Tyske KF1 Mesterskab blev:

1. Michael K. Christensen, DK, Gillard, Parilla
2. Jack te Braak, NL, Zanardi, Parilla
3. Marcel Lipp, D, Tony Kart, Vortex
4. Burkard Maring, D, Birel, Parilla
5. Julian Mengers, DK, Gillard, Parilla

I den kommende weekend håber jeg at vi får de danske KF1 kørere til deltagelse i DM for Formula A. Ifølge Euroteam deltager Michael K. Christensen. Jeg ved, at Søren Mosebo desværre ikke deltager, men håber da at både Julian Mengers, Andreas Fasberg, Christoffer Johansson og Joachim Stephansen deltager.

DM for Formula A køres i Vojens søndag den 26. august.

I KF2 blev Kevin Munkholm bedste Dansker med en 4. plads
Kevin lå også på en 4. plads inden sidste afdeling blev kørt. Desværre for Kevin blev den sidste afdeling ikke den ønskede succes. Han startede med en 6. plads i tidtagningen og en 4. plads efter kval. heatene, men så røg han ned på en 13. plads i sprinten, som han dog fik forbedret til en 8. plads i finalen. Det var nok til at bevare den samlede 4. plads.

Rasmus Bastkjær sluttede til gengæld med sin bedste præstation i det Tyske Mesterskab i år. Han startede godt nok med en beskeden 16. plads i tidtagningen, som blev byttet til en 12. plads efter kval. heatene. Herefter gik det endnu værre i sprinten, hvor han udgik på 5. omgang, og derfor skulle starte bagest i finalen.

I finalen må han for alvor have tændt for NOS anlægget, for her kørte han sig fra sidstepladsen til en 4. plads – det må have været en rigtig god fornemmelse oven på en ellers sløj weekend.

Ramus slutter dermed på en samlet 10. plads. Som debutant i klassen og den Tyske serie synes jeg absolut, det er godt klaret.

Den samlede top-5 i KF2 blev som følger:

1. Patrick Kappis, D, Birel, TM
2. Patrick Schranner, D, Zanardi, Parilla
3. Ramon Kuipers, NL, Gillard, Parilla
4. Kevin Munkholm, DK, Gillard, Parilla
5. Bart W. Hylkema, NL, Tony Kart, Vortex

I KF3 blev Bo Søresen bedste Dansker med en samlet 7. plads
Han lå på 5. pladsen inden sidste afdeling, men en rigtig skidt tidtagning i sidste afdeling var medvirkende til, at det ikke lykkedes for Bo at avancere fra 5. pladsen, og desværre i stedet rykke den anden vej.

Jacob Kristensen fik også en halvskidt afslutning på sidste afdeling af det Tyske Mesterskab, men i betragtning af, at det er han er nyoprykket, så er en samlet 11. plads i den hårde konkurrence slet ikke så ringe endda. Jacob Nørtoft blev nr. 22 i sidste afdeling, og har ikke fået point i det samlede Mesterskab. Michelle Gatting deltog ikke i sidste afdeling, og sluttede på en samlet 24. plads. Kevin Magnussen kom ikke med i finalen i sidste afdeling, og har slet ikke opnået point i den samlede stilling.

Top-5 i det Tyske Junior Mesterskab blev:

1. Tom Grice, GB, Gillard, XTR
2. Ricardo Brutschin, D, CRG, XTR
3. Rene Binder, A, Gillard, XTR
4. Kevin Illgen, D, CRG, XTR
5. Fabio Unverdruss, D, EKS, XTR

Næste store opgave for mange af juniorkørerne bliver EM finalen, som køres i Syditalienske Sarno den 1-2. september.

Scroll til toppen