Nielsen vinder af Winter Cup for andet år i træk

Winter Cup blev for 21. gang afholdt på South Garda i Italien. 268 kørere fra 36 forskellige lande deltog, heriblandt 6 danskere. For andet år i træk kan Nicklas Nielsen kalde sig for vinderen af Winter Cup i OK-klassen. Nielsen havde farten gennem hele weekenden og var dominerende i alle heats samt prefinalen.

OKJ

2 danskere var med blandt de 65 OKJ-kørere. Noah Watt startede godt ud med hurtigste tid i sin gruppe i tidtagningen, hvilket bragte ham en samlet fjerde plads. Frederik Vesti sluttede på en samlet 15. plads i tidtagningen.

Det første indledende heat blev kørt om lørdagen, Noah og Frederik var begge med i gruppe C-D heatet. Frederik kørte sig 4 pladser op og sluttede på en 3. plads, mens Noah rykkede to placeringer ned og sluttede heatet på en 4. plads. Vesti kæmpede sig mange placeringer op i sine to resterende heat, som han sluttede på henholdsvis 5. og 6. Selvom Frederik placerede sig på en 15. plads i den samlede tidtagning, præsterede han at få kørt sig så langt op i sine indledende heat, at han kunne starte sin prefinale fra 2. pladsen. Noah havde et uheldigt 2. heat, hvor han rykkede hele seks pladser ned og endte på 8. pladsen. Sidste heat vandt Noah og sikrede sig dermed en 2. plads som startplacering i prefinalen.

I prefinale A mistede Noah 2 placeringer og sluttede på 4. pladsen, hvilket betød at han skulle starte fra 7. pladsen i finalen. I prefinale B startede Frederik 2’er og holdt denne placering resten af heatet og havde et godt forspring ned til 3. pladsen.

I finalen startede Noah fra en 7. plads, han fik en rimelig start men mistede et par placeringer, derfra kæmpede han sig op til en 4. plads, hvor han sluttede finalen. Frederik startede finalen fra p4 og røg desværre nogle placeringer ned og endte på en 7. plads.

Noah.jpg

OK

Nicklas Nielsen og Philip Lindberg var de eneste danskere ud af 32 deltagere i OK-klassen, som var weekendens mindste klasse. Nicklas startede ud med en 4. plads i tidtagningen mens Philip kom på en 31. plads.

Nicklas vinder første heat foran 2015 verdensmesteren i KF-junior klassen, Logan Sergant. I andet heat  slutter Nicklas på 2. pladsen. Philip Lindberg fik kørt sig hele vejen op til en 17. plads. 3. heat vinder Nicklas også, hvilket resulterede i pole position i prefinalen. Philip Lindberg slutter det sidste heat på 30. pladsen.

Nicklas har farten med sig og vinder også prefinalen med et stort forspring.

Farten holdt hele vejen gennem finalen – Nicklas tog en sikker sejr og kunne kåres som vinder af Winter Cup for andet år i træk. Philip Lindberg havde også god fart med sig, da han kørte sig 9 placeringer op og sluttede finalen på en 21. plads.

KZ2

KZ2-klassen var den anden største klasse med hele 66 deltagere. Blandt de mange deltagere var de to danskere, Mads Bild og Thomas Dam.

I den samlede tidtagningen kom Thomas Dam på en 41. plads, mens Mads Bild sluttede på en 65. plads, hvilket desværre ikke var nok til at kvalificere sig.

I sit første heat kørte Thomas sig 7 placeringer frem i feltet til en 14. plads. I andet heat kørte han sig igen 5 placeringer op på en 16. plads. Sidste heat sluttede han på en 19. plads, hvilket samlet resulterede i en 17. plads som startplacering i prefinale A. I prefinalen mistede han dog 2 placeringer og sluttede på en 19. plads – og kom dermed ikke videre til finalen, idet kun de 17 bedste fra hver prefinale gik videre.

Scroll til toppen