Over 200 kørere til spændende race i Racehall

Henrik Simonsen står bag hvad jeg godt tør kalde årets mest spændende indendørs gokartarrangement den 29-30. december i Racehall i Århus. Lørdag køres der Rotax Max løb efter et helt nyt koncept og søndag går det løs med det helt store race i udlejningskarter – Bremerjagten 2008.

Initiativet med Bremerjagten startede i 2006, hvor der dog kun var plads til 24 deltagere. Sidste års vinder blev Kevin Magnussen, som også deltager i år. På billedet er 5 af deltagerne fra 2006 – Jonas Hansen, Mathias Dupont, Ronnie Bremer, Michael K. Christensen og Kevin Magnussen.

Der er i alt tilmeldt over 200 kørere til det spændende arrangement – og der er rigtig mange gode racerkørere imellem de tilmeldte – du kan se hele listen på bremerjagten.dk.

Lørdag starter dagen kl. 7.00 med licenskontrol for de 31 tilmeldte Rotax kørere (15 junior og 16 senior), som skal køre efter et speedway-lignende koncept med korte heats med kun 4 kørere på banen ad gangen. Det er det første løb af den slags i Danmark.

Der køres heats i Rotax klasserne fra 12.30-17. Fra kl. 19 er der træning i udlejningskarter til søndagens løb, og fra 20-02 er der aftenbuffet og fest for alle tilmeldte.

Søndag starter dagen også kl. 7.00. Fra 8-10.30 er der træning for deltagerne i løbet, og fra 10.30-12.30 går det løs med tidtagninger til de 3 vægtklasser løbsdeltagerne er opdelt i:

55 kg
70 kg
100 kg

Kørere, der vejer mindre end vægtgrænsen (inkl. hjelm og køredragt) får blyklodser på deres gokart så de når op på minimumsvægten, mens de der er tungere må slå sig til tåls med at være lidt langsommere i optrækket end de konkurrenter, der lige holder vægten.

Der køres med 28 karter på banen ad gangen og heats på 10 minutter. Specielt 70 kg klassen som er helt fyldt op med 80 tilmeldte kørere bliver spændende at følge.

Det er i 70 kg klassen at Ronnie Bremer, der lægger navn til arrangementet, deltager. Blandt de 79 kørere, der skal jagte Ronnie er en lang række af de bedste Danske gokartkørere fra 2007, med Michael K. Christensen og Nikolaj Bøllingtoft i spidsen. Hertil kommer kørere som Christian Bakkerud og Kasper Andersen fra GP2, de relativt nybagte Danske Formel Ford topkørere Christian Markussen, Marco Sørensen og Johan Jokinen. Fra DTC deltager Robert Schlünssen i 70 kg klassen, mens Henrik Lundgaard deltager i 100 kg klassen.

Det bliver uden tvivl rigtig sjovt!

Hvis du er interesseret i at deltage i 55 kg klassen eller 100 kg klassen, så skynd dig at send en e-mail til Henrik Simonsen påracing@privat.dk– lige nu er der stadig nogle få ledige pladser i de to klasser.

Du er helt sikkert også velkommen som tilskuer (eller hjælper), men kom i god tid, for med det store deltagerantal bliver der også trængsel på tilskuerpladserne.

Scroll til toppen