Tom K på kartskole i Vojens

Deltagerne på årets kartskole i Vojens fik en særlig oplevelse tirsdag aften, hvor Tom Kristensen holdt et foredrag målrettet mod de unge gokartkørere. Efter foredraget blev der skrevet autografer til den store guldmedalje.

Her er Tom Kristensen i gang med at skrive autografer til de mange kørere, mekanikere og andre interesserede.

Det var en stor oplevelse for de mange deltagere på kartskolen i Vojens, at møde Tom Kristensen, og høre hans fortælling om sin vej fra han rodede med sin gamle gokart i det beskedne værksted i Nordjylland, til hans mange successer på de internationale racerbaner.

En god fight med Mika Hakinen
Undervejs fortalte han flere sjove historier. Fra sin tid som gokartkører fortalte han f.eks. om sin kamp med Mika Hakinen under EM i Göteborg i 1985, hvor de fik kørt hinanden af banen efter at have ført løbet. Året efter havde han en rigtig god fight med samme Mika Hakinen om det Nordiske Mesterskab – de byttede pladser 8 gange i finalen, som endte med sejr til Tom K. 

Han fortalte om sin tid i Japan, hvor han udviklede sig meget både som racerkører og personligt. Som racerkører var det især det at han kørte rigtig mange forskellige biltyper, der udviklede ham. På det personlige plan var det meget udviklende at leve i et andet land med så fremmedartet en kultur i så lang tid.

Der blev lyttet intenst til Tom Kristensens fortælling i teltet i Vojens.

Bankassistenten, der fik tilbudt et sæde til Lemans en uge før løbet
Han fortalte også en sjov historie om dengang han, efter sin mors ønske, havde fået taget en HH eksamen, var blevet ansat i Himmerlandsbanken, og var blevet sat til at køre bankbussen rundt i de små Nordjyske landsbyer.

På sine ture med bankbussen havde han bankens mobiltelefon med, og han havde givet mobiltelefonnummeret til de forskellige racerteams, han havde dialog med. Han blev ringet op i bankbussen en uge før starten på Lemans i 1997, og blev tilbudt et sæde i Team Joest Porchen. Det var en glad ung mand, der sagde ja tak til tilbuddet og herefter kvittede jobbet i banken.

Han var oven i købet med til at vinde løbet, selvom han inden løbet kun havde nået at køre 17 omgange på den 13 km lange Lemans bane.

Drøm drømmen, hav respekt for andre, og hav det sjovt
Foredraget indeholdt flere budskabe til de unge gokartkørere og deres forældre / mekanikere. Et af de vigtigste budskaber var at tro på sig selv og sine drømme. Han talte også om vigtigheden af at have respekt for hinanden –  både konkurrenter og teamkammerater, mekanikere.

Han rådede de unge kørere til kun at køre gokart hvis de virkelig havde lyst – og så iøvrigt at bede forældrene blande sig uden om eventuelle problemer mellem kørerne på banen.

En rigtig behagelig type
Det var dejligt at opleve en verdensstjerne af Tom Kristensens format optræde så uhøjtideligt og afslappet – så også herfra tak for en rigtig god oplevelse.

Torben Rasmussen, Gokartweb.dk

Scroll til toppen